Historien bag trækullet
At svide trækul er et ældgammelt, nyttigt håndværk. Her i landet er trækul anvendt siden slutningen af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen til smeltning af bronze. Senere er det anvendt til jern udvinding fra myre malm. Og da produktionen her i landet var på sit højeste, blev trækullet anvendt til opvarmning og madlavning hovedsageligt i København.
De første kulsviere var helt almindelige bønder, husmænd og håndværkere, der som bierhverv sved trækul for at supplere deres ringe indkomst. De hentede - købte eller stjal - træet i skoven og bragte det til milepladsen, der som regel lå i nærheden af deres hjem.
Arbejdet med fremstilling af trækul faldt i tre trin: indsamling og klargøring afbrænde og bygning af mile, brænding i tre døgn med bagt døgnet rundet, og endelig tømning af milen.
Overalt i Danmark har der været svedet kul, men her på Sjælland er det især Nordsjælland, der har været kendt som hjemsted for mange kulsviere. Trækul blev anvendt til smedearbejde, støbning, opvarmning og madlavning. Det trækul der var bestemt for almindelig salg, blev fra Nordsjælland transporteret til Kultorvet, som dengang lå umiddelbart inden for Københavns nordlige port, Nørreport. Så sent som under 2. verdenskrig var der brug for trækul, men derefter svandt behovet ind. Senere har trækul mest været anvendt til grilning, men det er efterhånden blevet et industriprodukt - og fremstilles nu stort set kun i udlandet af træ, der ofte er af dårlig kvalitet.